Alle virksomheder ønsker at få flere til at prøve deres produkt. Mange drømmer om at gå viralt, men det er ikke en nem opgave, især hvis markedet er mættet. Giveaways i form af online konkurrencer skaber en god balance mellem virksomhedens og forbrugerens interesse. Som virksomhedsejer kan du vise dine produkter frem og udvide din rækkevidde, mens forbrugerne får en engagerende aktivitet, som de kan deltage i.
Er du nysgerrig på, hvordan man laver en giveaway ved at holde en konkurrence? Indlægget her vil guide dig gennem en trinvis proces, hvor du kan lære alt fra at definere dit slutmål til at vælge en platform, hvor du kan holde konkurrencer og lave giveaways.
Hvad er en konkurrencebaseret giveaway?
En konkurrencebaseret giveaway er en kampagne, hvor en virksomhed tilbyder produkter eller tjenester til deltagere, der vinder konkurrencen. I bytte får virksomheden en øget brandbevidsthed og engagement blandt forbrugerne. I modsætning til en typisk giveaway, hvor alle deltagerne får et gratis produkt, giver man ved en konkurrencebaseret giveaway kun produkter til dem, der vinder konkurrencen.
Her er nogle idéer til konkurrencer:
- Konkurrencer på sociale medier
- Kampagner, der promoverer tilmelding via e-mail
- Konkurrencer baseret på køb
Alle disse konkurrencetyper er designet til at tiltrække nye kunder, øge brandloyalitet og drive salg.
Sådan laver du en giveaway-konkurrence i 7 trin
- Definer dine mål
- Tilbyd en spændende præmie
- Find potentielle partnerskaber
- Definer deltagelseskravene
- Vælg en platform
- Lancér og promover din konkurrence
- Offentliggør vinderen, og følg op
1. Definer dine mål
Det er vigtigt at identificere, hvad du gerne vil opnå med din konkurrence. Uden et klart mål kan det ende med at blive en tidskrævende øvelse uden nogen målbare resultater.
Hovedsageligt er der tre mål, som e-handelsvirksomheder sigter efter at nå med en konkurrencebaseret giveaway:
- Brandbevidsthed: For at introducere dit brand for flere mennesker. Dette resulterer ofte i flere følgere på sociale medier og flere tilmeldinger til din e-mailmarketing.
- Engagement: For at øge opmærksomheden omkring dit brand og produkter. Dette viser sig i form af flere kommentarer, tags og delinger af dine indlæg.
- Salg: Sælg flere produkter, og få flere kunder.
Overvej, hvilket mål der er bedst for din virksomhed, når du laver en giveaway i form af en konkurrence. For eksempel, hvis du ønsker at øge opmærksomheden omkring et nyt produkt under lanceringen, kan brandbevidsthed være det bedste mål.
Når du har defineret dit mål, bør du udpege relevante nøgletal (KPI'er). KPI’er er indikatorer, der hjælper dig med at måle præstationen af din kampagne, så du ved, hvornår du har opnået dit mål. Hvis dit mål er brandbevidsthed, kan antallet af nye følgere eller e-mail-abonnenter være nogle gode KPI’er at måle på.
2. Tilbyd en spændende præmie
Konkurrencer med gode præmier har tendens til at få flere deltagere. Hvis dit mål er at få flere kunder, så tilbyd din målgruppe noget, de er interesserede i at vinde.
Kunne det være din nye produktlinje? En hel kollektion? Et gavekort til din butik? Ideelt set bør præmien i konkurrencen stemme overens med dit brand og give din målgruppe en smagsprøve på dine produkter. Et godt eksempel på en præmie, der ikke stemmer overens med brandet, kunne være et vegansk brand, der giver en gavepakke med krydderier til kød.
Her er nogle eksempler på mulige præmier til konkurrencer:
- Et limited edition-produkt
- En hel produktserie
- Produkter fra relevante influencers
- Gavekort
- Rejser
- En enestående mulighed
Kvaliteten af din præmie er med til at afgøre, hvilken slags deltagere du vil tiltrække, og hvorvidt din giveaway-kampagne får succes. Præmien skal helst være noget, der hjælper dig med at nå dit slutmål. For eksempel, hvis du ønsker at øge brugerengagementet, kan store præmier som rejser eller penge være bedst at vælge. Hvis du ønsker at generere salg og få nye kunder, kan det være bedst at lave en giveaway for en hel produktserie eller et nyt produkt.
Når du vælger din præmie, kan du overveje:
- Din målgruppe (eller den målgruppe, du ønsker at nå): Hvad er de interesserede i? Hvilke produkter begejstrer dem?
- Dine brandværdier: Hvad vil du have, at folk skal associere dit brand med? Har du nogle faste værdier og overbevisninger, som det er vigtigt for dit brand at dele?
- Dine konkurrenceformål: Den præmie, du vælger, skal helst være rettet mod det slutmål, du har sat for din konkurrence.
3. Find potentielle partnerskaber
Hvis du vil øge rækkevidden for din konkurrencebaseret giveaway, kan det være en god idé at samarbejde med influencers og brands med høj autoritet i din niche. Du behøver ikke nødvendigvis Kim Kardashian på din side, men det kan være en stor hjælp at have relevante personer med stor indflydelse, der fortæller deres publikum om din konkurrence.
Affiliate marketing er en effektiv måde at samarbejde med influencers og brands på. Ved at tilbyde en kommission for hvert salg, der foretages gennem en influencers unikke henvisningslink, kan du motivere influencere til at promovere dine produkter eller tjenester over for deres publikum.
Her kommer Shopify Collabs ind i billedet: Det gør det muligt at strømline processen med at administrere og spore affiliate-kampagner direkte fra din Shopify-administration.
Bemærk! Shopify Collabs er endnu ikke tilgængelig i Danmark, men vi håber på at kunne udvide til flere lande snart, så funktionen bliver tilgængelig for alle.
Overvej altid målet med din konkurrence. Ønsker du at øge brandbevidstheden? Prøv at arbejde sammen med en influencer, der har et stort publikum. Ønsker du at generere salg? Så kan det være bedst at samarbejde med mikroinfluencers, der har små, men nicheprægede publikummer og høje konverteringsrater.
Når du leder efter samarbejdspartnere, bør du tjekke:
- Influencerens tidligere marketingkampagner: Hvilke konkurrencer har de været en del af tidligere, og hvad var resultaterne?
- Influencerens værdier: Ideelt set vil du samarbejde med influencers, der deler dine brandværdier.
- Engagementsrater: Influencerens engagementsrate giver dig indsigt i, hvor meget indflydelse de har på deres publikum.
- Publikum: Selvom et højt antal følgere betyder, at du måske kan nå flere mennesker, er det ikke ensbetydende med, at du får kvalificerede leads. Faktisk kan det være mere gavnligt at samarbejde med en influencer, der har et mindre publikum bestående af den målgruppe, du ønsker at nå.
Du kan også samarbejde med brands og virksomheder, der har lignende værdier, som relevante livsstilsmagasiner, andre e-handelsvirksomheder og organisationer. Overvej, hvad du vil få ud af partnerskabet, og om det valgte brand har midlerne til at hjælpe dig med at nå det, før du kontakter dem.
4. Definer deltagelseskravene
Hvordan skal folk deltage i din konkurrence? Hvis du undersøger, hvad de andre e-handelsbrands gør, vil du finde, at når de kører konkurrencer på sociale medier, så beder de deltagerne om f.eks. at:
- Følge brandkontoen
- Dele opslaget med deres følgere
- Kommentere på opslaget
- Tagge venner
- Tilmelde sig en e-mail-liste
- Like billedet eller opslaget
- Uploade deres eget billede eller video
Jo nemmere det er at deltage i konkurrencen, jo flere deltagere får du. Der er også nogle brands, der tæller hver handling fra listen ovenfor som et slags lod i konkurrencen, så den samme person kan få op til syv “lodder”, hvis de gennemfører alle punkterne. Igen, overvej slutmålet med din konkurrence, før du definener deltagelseskravene.
Vil du f.eks. udvide din e-mail-liste? Gør tilmelding til din liste til et deltagelseskrav. Vil du skabe buzz omkring dit brand? Få deltagerne til at tagge en ven og dele dit opslag med deres følgere. Vælg kun to eller tre deltagelseskrav for at gøre det så nemt som muligt at deltage, mens du stadig kan opnå dine mål.
5. Vælg en platform
Hvor vil du holde din konkurrence? Vil du køre den på Instagram, X, LinkedIn, TikTok eller Facebook? Vælg den platform, hvor du enten vil se vækst, eller hvor du allerede har et etableret publikum. Hvis du vil udvide din Instagram-konto, så hold din konkurrence der, og hvis du allerede har en stor TikTok-følgerskare og vil øge chancerne for, at din konkurrence går viralt, så hold den der i stedet.
I Shopify App Store kan du finde flere apps, der hjælper dig med at strømline processen ved at lave en giveaway eller en konkurrence på forskellige platforme fra start til slut. Med disse apps kan du sætte det hele op, tilføje dine deltagelseskrav, indsamle deltageroplysninger og udvælge en tilfældig vinder – alt sammen på ét sted.
Konkurrenceværktøjer, du kan prøve
ViralSweeps Giveaway Contests kører giveaways og konkurrencer på tværs af forskellige platforme og indsamler nemt deltageroplysninger ved hjælp af dynamiske formularer.

Social Boost Giveaway Contest motiverer onlinebrugere til at deltage i din konkurrence og kører forskellige konkurrencekampagner.

PineRaffle belønner konkurrencedeltagere med lodder, de kan indløses til præmier og produkter.

Instant Giveaway afholder konkurrencer og sporer sidebesøgende med henblik på remarketing.

Giveaway Ninja belønner deltagere med ekstra lodder, når de deler din lodtrækning med venner og familie.

SweepWidget vælger deltagelseskravene for konkurrencedeltagere og tilbyder præmier eller kuponer som belønning.

6. Lancér og promovér din konkurrence
Din konkurrence er klar til at gå live. Nu er det tid til at sætte den ud i verden og få noget momentum. Der er masser af måder, du kan promovere din konkurrence på, og her er nogle populære konkurrenceidéer, du kan overveje.
Send den til din e-mail-liste
Dine e-mail-abonnenter er allerede investerede i dit brand. De har enten købt fra dig tidligere eller er interesserede i det, du sælger. Så der er en meget høj chance for, at de også vil vise interesse i enhver giveaway, du laver.
Lav en simpel markedsførings-e-mail (eller en serie), der fortæller om din konkurrence, og hvad modtageren skal gøre for at deltage. Husk at fremhæve præmien og give abonnenter en god grund til at deltage.
Del den på sociale medier
Sociale medier er et fantastisk sted at få flere til at deltage i din konkurrence. Jo flere mennesker der deler dit indlæg med deres følgere, jo bredere bliver din rækkevidde. Det bedste er, at konkurrencer kan skabe buzz i kommentarsektionen, hvilket giver det overordnede engagementsrate et boost.
Du kan tilføje et konkurrenceopslag til dit Instagram-feed, promovere konkurrencen i dine Stories og endda gøre det til en hashtag-udfordring på TikTok. Husk dog at tilpasse din besked til platformen.
Tilføj en pop op-formular til din hjemmeside
Folk, der besøger din side, er allerede interesserede i det, du sælger. Fang handlingsparate shoppere med en pop op-formular på din hjemmeside, der giver dem mulighed for at deltage i konkurrencen uden at forlade din webshop.
Hvis dit konkurrencemål er at indsamle flere e-mailadresser, kan en pop op-formular være en fantastisk strategi. Derudover er det en sikker måde at engagere din målgruppe i din konkurrence, mens de allerede handler på din side.
Samarbejd med influencere
Gå sammen med relevante branche-influencere og lignende brands for at sprede ordet om din konkurrence. Find konti, der har en lignende målgruppe eller et publikum, du gerne vil nå, og tilbyd dem et incitament til at dele konkurrencen. Du kan vælge at samarbejde med en enkelt influencer eller slå dig sammen med flere mindre samarbejdspartnere afhængigt af målet med din kampagne.
Itsu samarbejder med ernæringsekspert Emily English for at promovere deres konkurrence på Instagram.
Lav et hashtag
Hashtags øger synligheden af din konkurrence, tiltrækker nye følgere på dine sociale netværk og hjælper dig med at se, hvor og hvordan dine kunder og følgere promoverer den. Vælg et hashtag, der er relevant for konkurrencen. Tag det et skridt videre ved at opfordre deltagerne til at dele konkurrencen eller et stykke indhold med det tilføjede hashtag.
Shea Moisture bruger hashtagget #SheaMoistureFam til at promovere deres konkurrencer og opfordre deltagerne til at blive involveret.
Opfordr deltagerne til at dele
Dine kunder og følgere er dit bedste markedsføringsværktøj. Opfordr dem til at dele din konkurrence på deres egne sociale kanaler. Du kan også tilbyde dem et ekstra lod i lodtrækningen, hver gang de deler dit opslag eller et link i deres Stories.
Sassy Woof giver deltagerne et lod per kommentar for at deltage i deres konkurrence.
Skriv et blogindlæg
Ved at udgive et blogindlæg om din konkurrence kan du øge den organiske trafik til din side og promovere din kampagne til folk, der søger på Google. Indlægget kan også fungere som en landingsside, som deltagerne kan dele med deres netværk.
En anden mulighed kunne være at gå sammen med dine partnerbloggere om at skabe en serie af indlæg for at booste søgemaskineoptimering (SEO) og udvide din digitale markedsføringsstrategi. Sørg for, at de forstår dine Instagram-konkurrenceregler og berettigelse – det hjælper at give dem nogle retningslinjer at arbejde med.
7. Offentliggør vinderen, og følg op
Når konkurrencen er slut, og du har fået en masse deltagere, er det tid til at offentliggøre vinderen og kontakte dem. Du kan gøre det privat, men det kan øge troværdigheden af din konkurrence og brand, hvis du gør det offentligt. På den måde kan de andre deltagere vide, at du holder, hvad du lover.
Brug en konkurrence-automatiseringsapp til at vælge en tilfældig vinder, og tag dem på din valgte sociale medieplatform. Husk også at kontakte vinderen i en privat besked, så de ved, hvilke trin de skal følge for at gøre krav på præmien.
Lavinia Stamps annoncerede vinderen af sin Instagram-konkurrence ved at tagge dem i et feed-opslag og bede dem om at sende deres adresse via e-mail. Dette opslag genererede også meget engagement, da andre deltagere skyndte sig at lykønske vinderen.
Hvornår skal man lave en giveaway?
Er det svært at afgøre, hvornår det er bedst at lave en giveaway? Her er nogle typiske situationer, hvor andre brands afholder konkurrencebaserede giveaways.
I forbindelse med markedsføringskampagner
For at opnå de bedste resultater bør dine giveaways hænge sammen med andre markedsføringsindsatser. En konkurrence kan forstærke dit budskab og engagere brugere, hvis du samtidig kører en stor markedsføringskampagne for at promovere en ny produktlinje eller for at booste brandbevidstheden.
For eksempel, hvis du lancerer en sommerkollektion, kan du køre en konkurrence med sommertema og inkludere produkter fra den nye linje.
I højsæsonen
Udnyt sæsonbestemte shoppingbølger, der er relevante for dine produkter. Hvis du sælger friluftsudstyr, kan du overveje en konkurrence i begyndelsen af campingsæsonen. For skønhedsmærker kan nytårskampagner og konkurrencer i januar resonere med kunder, der ønsker at forny deres rutiner.
Mærkedage og helligdage
Helligdage og mærkedage giver perfekte konkurrencemuligheder. Tænk ud over bare jul og valentinsdag – overvej nichemærkedage relateret til dine produkter. For eksempel, hvis du sælger køkkenredskaber, kan du køre en konkurrence for den store bagedag i oktober.
Produktlanceringer og annonceringer
Byg buzz omkring nye produktudgivelser med en præ-lanceringskonkurrence. Dette skaber forventningsglæde og giver heldige vindere en chance for at være blandt de første til at prøve dine nyeste produkter. Du kan også bruge konkurrencer til at puste nyt liv i ældre produktlinjer.
Når brugere er mest aktive
Vær opmærksom på, hvornår dit publikum er mest aktivt og engageret. Brug dine sociale medier og webanalyse til at identificere tidspunkter, hvor engagementsraten stiger. For eksempel, hvis du bemærker øget trafik søndag aften, kan det være et godt tidspunkt at annoncere en ny konkurrence.
Giveaways vs. konkurrencer
Ved at forstå forskellen mellem giveaways og konkurrencer kan du vælge den rigtige strategi for dit e-handelsmærke. Begge dele kan engagere dit publikum og promovere dine produkter, men de fungerer på forskellige måder.
Nøgleforskelle
Den største forskel mellem en giveaway og en konkurrence ligger i, hvordan vindere vælges.
- Giveaways: I en giveaway har alle deltagere en lige chance for at vinde, ofte bare ved at tilmelde sig eller dele dit opslag. Det gør det nemt for deltagerne og øger deres engagement.
- Konkurrencer: Konkurrencer kræver normalt, at deltagerne udfører en specifik opgave, som at indsende et billede eller skrive en billedtekst. Vinderen vælges ofte baseret på kreativitet eller færdigheder, hvilket kan gøre det mere konkurrencepræget.
Grundlæggende handler giveaways om at deltage, mens konkurrencer fokuserer på deltagernes indsats.
Fordele og ulemper ved giveaways og konkurrencer
Både giveaways og konkurrencer har deres fordele og ulemper. Her er en opdeling for at hjælpe dig med at beslutte, hvad der måske fungerer bedst for dit brand.
Giveaways
Fordele:
- Nemt at deltage: Publikum kan deltage uden den store indsats, hvilket fører til højere deltagerantal
- Hurtige resultater: Du kan generere brugerengagement hurtigt, hvilket er fantastisk til at øge synligheden for dit brand
- Udvider dit publikum: Giveaways kræver ofte, at deltagerne følger dine sociale medier eller tilmelder sig dit nyhedsbrev
Ulemper:
- Mindre vedvarende engagement: Da det er nemt at deltage, føler deltagerne sig måske ikke så investerede i dit brand
- Udefineret målgruppe: Du kan komme til at tiltrække folk, der kun er interesserede i gratis produkter og ikke nødvendigvis i dit brand
Konkurrencer
Fordele:
- Højere engagement: Deltagere er mere tilbøjelige til at forbinde sig med dit brand, når de gør en indsats for at vinde
- Kvalitetsindhold: Du kan modtage kreative og unikke billeder og reels, der præsenterer dine produkter på nye måder
- Brandloyalitet: Konkurrencer kan bygge et stærkere fællesskab og opfordre til gentagne køb
Ulemper:
- Mere kompliceret: Brugere kan blive afskrækkede af den indsats, der kræves for at deltage, hvilket kan føre til færre deltagere
- Bedømmelse: At vælge en vinder kan være subjektivt og kræve mere tid og ressourcer
Både giveaways og konkurrencer kan effektivt promovere dit brand. Vælg det, der bedst stemmer overens med dine mål, publikum og den type engagement, du ønsker at fremme.
Best practice for at promovere din giveaway eller konkurrence
Hvis du vil have så mange deltagere som muligt, så undgå at lave fejl med din konkurrence ved at følge best practice.
Brug dine sociale mediekanaler
Ved at promovere din konkurrence på sociale medier kan du øge dens rækkevidde og åbne den op for flere deltagere. Her er hvordan du får mest ud af dine sociale kanaler:
- Vælg de rigtige platforme. Fokusér på de sociale mediekanaler, hvor din målgruppe tilbringer deres tid. Instagram-konkurrencer fungerer måske bedst for millennials, mens TikTok er stedet for Gen Z.
- Lav iøjnefaldende opslag. Brug lyse billeder og tydelig tekst til at fange opmærksomhed. Sørg for at inkludere alle oplysninger om præmien, varigheden, og hvordan man deltager.
- Brug hashtags. Brug relevante hashtags for at nå et bredere publikum. Dette kan hjælpe folk, der ikke følger dig, med at opdage din konkurrence.
- Engager dig med dit publikum. Besvar kommentarer og spørgsmål om konkurrencen. Denne form for interaktion kan opfordre flere mennesker til at deltage.
Samarbejd med influencere
Ved at samarbejde med influencere kan du eksponere din konkurrence eller giveaway for store, relevante målgrupper. Sådan gør dut:
- Find de rette influencere. Find influencere, hvis personlige brands er i tråd med dine brandværdier, og hvis publikum matcher dit målmarked.
- Giv klare retningslinjer. Sørg for, at influencere ved, hvordan deres følgere skal deltage i din konkurrence, hvad der skal promoveres, og evt. hvilke andre budskaber der skal formidles.
- Overvej co-hosting. Du kan samarbejde med en influencer om at skabe en fælles konkurrence, der henvender sig til jeres publikummer og får en større rækkevidde.
Lav overbevisende indhold
Det indhold, du skaber for at promovere din giveaway eller konkurrence, bør være engagerende og informativt. Her er nogle tips:
- Fortæl en historie. Del, hvorfor du kører konkurrencen, og hvad det betyder for dit brand. Det personlige touch kan resonere med dit publikum.
- Fremhæv præmien. Sørg for at fremvise konkurrencepræmierne tydeligt. Brug billeder af høj kvalitet, og beskriv fordelene for at tiltrække flere deltagere.
- Skab følelsen af knaphed. Brug sætninger som "i begrænset tid" og "gå ikke glip af det" for at opfordre til øjeblikkelig handling. Dette kan motivere folk til at deltage med det samme.
- Brug flere formater. Eksperimentér med forskellige typer indhold, herunder videoer, historier og grafik, for at se, hvad der bedst resonerer med dit publikum.
Udnyt e-mailmarketing
Med e-mailmarketing har du direkte adgang til potentielle konkurrencedeltagere. Sådan bruger du det effektivt:
- Send en dedikeret e-mail. Lav en e-mail specifikt om konkurrencen. Inkludér alle detaljerne og en synlig CTA for at deltage.
- Segmentér dit publikum. Hvis muligt, send målrettede e-mails til forskellige segmenter af dit publikum. Ved at skræddersy dine beskeder på denne måde kan du øge engagementsraten.
- Følg op. Send e-mailpåmindelser, når deadline nærmer sig. Det kan hjælpe med at få dem, der måske har glemt at skrive sig op, til at deltage.
- Del resultaterne. Send en e-mail, der annoncerer vinderen, til alle deltagerne, når konkurrencen er slut. På den måde kan du holde dit publikum engageret og opfordre dem til at deltage i fremtidige konkurrencer.
Opfordr til brugergenereret indhold
Brugergenereret indhold (UGC) kan skabe buzz omkring din konkurrence og ikke mindst en følelse af fællesskab. Sådan gør dut:
- Bed om engagement. Opfordr deltagerne til at dele billeder eller historier, der relaterer sig til dine produkter, for at deltage. På den måde får du autentisk indhold, der fremviser dit brand.
- Lav et unikt hashtag. Kom op med et specifikt hashtag til din konkurrence. Det gør det nemt at spore deltagerne og opfordre dem til at dele deres oplevelser.
- Fremhæv deltagerne. Fremhæv brugergenereret indhold på dine sociale medier eller hjemmeside. På den måde anerkender du deltagerne og inspirerer andre til at deltage.
- Promover deling. Overvej at tilbyde en højere chance for at vinde, hvis deltagerne deler din konkurrence på deres egne sociale mediekanaler. Det kan hjælpe med at sprede ordet.
Vækst din forretning med giveaways og konkurrencer
Konkurrencer er en fantastisk måde at nå nye publikummer på og sprede ordet om dit produkt. Du kan tilbyde et nyt produkt, en samling af produkter eller et gavekort. Men uanset hvad du vælger, så sørg for, at det er relevant for dit brand og din målgruppe.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man laver giveaways og konkurrencer
Hvordan laver man en god konkurrence?
- Vælg et målbart mål for din konkurrence.
- Tilbyd en spændende præmie, der er relevant for dit brand.
- Samarbejd med influencere.
- Definer deltagelseskrav.
- Brug et konkurrenceværktøj eller platform.
- Promover din konkurrence.
- Offentliggør vinderen.
Hvordan vælger man en vinder i en konkurrence?
Her er nogle måder, hvorpå du kan vælge en vinder:
- Brug et konkurrenceværktøj til automatisk at vælge en vinder
- Vælg den mest engagerede deltager
- Vælg en vinder baseret på kvaliteten af deres indsats
- Lav en database over deltagere, og vælg en vinder tilfældigt
- Få en samarbejdspartner eller en influencer til at vælge vinderen
Hvad er konkurrencebetigelser?
Konkurrencebetingelser fortæller deltagerne, hvordan de kan deltage, og om der er nogen begrænsninger. Betingelserne kan inkludere aldersbegrænsninger, brugernes geografiske placering, hvordan vinderne vil blive valgt, og hvordan vinderne kan gøre krav på deres præmie.
Hvordan får man folk til at deltage i en konkurrence?
Her er nogle måder at få folk til at deltage i din konkurrence:
- Send en e-mail til dine nuværende kunder
- Del din konkurrence på sociale medier
- Tilføj en pop op-formular til din hjemmeside
- Slå dig sammen med influencere og partnere
- Lav et hashtag til din konkurrence
- Opfordr deltagerne til at promovere konkurrencen
- Skriv et blogindlæg
- Inkludér deltagelseskravene i din ordreemballage


