Social commerce kombinerer sociale medier med e-handel og handler om at nå potentielle kunder der, hvor de er mest aktive. Hvis dine produkter kun er tilgængelige på din egen hjemmeside, kan du risikere at gå glip af værdifulde muligheder.
I dette blogindlæg kan du læse mere om, hvordan man opretter en Facebook-forretning og kommer i gang med at sælge på Facebook Shops.
Hvad er en forretning på Facebook?
Forretninger på Facebook er en online markedsplads, der er tilgængelig gennem den sociale medieplatform Facebook. Her kan du oprette en online butik på din Facebook-side eller Instagram-profil. Med andre ord er Facebook-forretninger både en salgskanal og en social platform.
Med forretninger på Facebook kan brugere finde og købe dine produkter direkte i Facebook-appen via et personligt feed af brands og varer, der viser ting, de sandsynligvis er interesserede i. Hvis du driver en online forretning, kan åbningen af en forretning på Facebook hjælpe din virksomhed med at nå ud til flere kunder ved at præsentere dine produkter for både dine følgere og en bredere målgruppe.
Hvad er kravene for at opsætte en forretning på Facebook?
For at få lov til at vise dine produkter via forretninger på Facebook, er det et krav, at du sælger fysiske varer og opfylder Metas krav om salgsberettigelse. Dette betyder, at du skal gøre følgende:
- Etablere online tilstedeværelse, hvis ikke du allerede har en. Du skal muligvis bekræfte din identitet eller virksomhedsoplysninger.
- Overholde Metas og Facebooks politikker.
- Bekræfte dit domæne, hvis du har din egen hjemmeside, som Facebook-kunder henvises til.
- Opfylde lokale krav. Din forretning skal være placeret i den region, hvor du ønsker at sælge – kun bestemte lokationer understøttes af forretninger på Facebook.
- Give klare og præcise oplysninger om tilgængelighed, priser, returneringer og refusioner.
Hvordan man opretter en Facebook-forretning – sådan gør du
- Sørg for, at du har den rette adgang til din Facebook-side
- Opret din shop
- Opsæt checkout-URL
- Forbind din Facebook-side
- Vælg dit katalog
- Afslut opsætningen
I det følgende gennemgår vi, hvordan man opretter en forretning på Facebook via Facebook Commerce Manager, hvorfra du kan administrere og spore dit salg på tværs af Facebook og Instagram. Vi kommer omkring, hvordan du opsætter en online forretning, håndterer lagerbeholdning og analyserer salgsdata.
Hvis du bruger en e-handelsplatform som Shopify, kan du springe videre til næste sektion for at lære, hvordan du opsætter automatisk synkronisering mellem din Shopify-butik og Facebook-forretning.
1. Sørg for, at du har den rette adgang til din Facebook-side
Hvis din virksomhed allerede har en Facebook-side og et online produktkatalog, skal du sikre dig, at du har aktiveret “Manage page”- og “Manage catalog”-tilladelser for din virksomhedskonto. Hvis din virksomhed ikke har en Facebook-side eller et katalog, kan du oprette dem, når du opsætter din forretning.
2. Opret din forretning
Gå til siden “Opret forretning” eller “Tilføj produkter”. Du skal logge ind med en Facebook-konto for at få adgang til denne side. Hvis du bruger Shopify eller en anden e-handelsplatform, der understøtter Facebook-forretninger, skal du vælge “Synkroniser med partnerplatform” og færdiggøre opsætningen på partnerplatformen. Hvis ikke, skal du følge Facebooks instruktioner for at oprette din forretning.
3. Opsæt betalings-URL
Fra september 2025 er det ikke længere muligt for kunder at betale via Facebook – de skal i stedet omdirigeres til din hjemmeside og betale derfra. Du kan læse mere om, hvordan du gør det, lige her, selvom den kun findes på engelsk: Add checkout URL.
4. Forbind din Facebook-side
Nu skal du forbinde en eksisterende Facebook-side og virksomhedskonto til din Facebook-forretning, eller oprette nye.
5. Vælg dit katalog
Dit katalog fungerer som beholderen for oplysningerne om de produkter, du promoverer og sælger. Har du allerede et produktkatalog på Facebook til annoncering af produkter, kan du bruge det i din Facebook-forretning. Hvis du ikke har et katalog, vil Facebook automatisk oprette en tom mappe, som du kan tilføje varer til senere.
6. Afslut opsætningen
Gennemgå detaljerne for din forretning, bekræft, at alt er korrekt, og accepter Facebooks forhandleraftale. Du har nu en Facebook-forretning, som du kan tilpasse med dine egne brandfarver.
Du kan også tilføje produkter til dit katalog, vælge hvilke, der skal vises i forretningen, og oprette kollektioner, som du kan fremhæve. Når du er klar, kan du lancere forretningen. Den vil blive offentliggjort, så snart Facebook har gennemgået og godkendt den.
Sådan administrerer du din Facebook-forretning via en e-handelsplatform
- Brug Facebook og Instagram-appen til Shopify
- Synkroniser en partnerplatform under opsætningen
- Importer varer til Commerce Manager efter opsætningen
Mange e-handelsplatforme, herunder Shopify, kan integreres med Meta (Facebooks moderselskab), hvilket gør det nemt at importere og synkronisere dit produktkatalog. Nedenfor finder du tre metoder, du kan gøre dette på.
1. Brug Facebook & Instagram-appen til Shopify
Hvis du bruger Shopify, kan du nemt oprette en Facebook-forretning. I Shopify App Store kan du downloade Facebook & Instagram-appen. Derfra kan du administrere ordrer fra forretninger på Facebook direkte fra din Shopify-administrationskonto.
2. Synkroniser en partnerplatform under opsætningen
Hvis du har en webshop på en populær e-handelsplatform og endnu ikke har oprettet en forretning på Facebook, giver Facebook dig mulighed for at integrere dit eksisterende produktkatalog under opsætningen.
På siden Opret forretning skal du vælge “Synkroniser med partnerplatform” fra menuen til højre. Facebook omdirigerer dig derefter, så du kan opsætte din forretning gennem partnerens e-handelsplatform.
3. Importer varer til Commerce Manager efter opsætningen
Hvis du ikke fik forbundet din e-handelsplatform til din Facebook-forretning under opsætningen, kan du stadig gøre det. Når du synkroniserer med en partner e-handelsplatform, kan du nemt importere et eksisterende katalog.
Nogle af de e-handelsplatforme, der giver dig mulighed for at importere produkter til Commerce Manager, inkluderer dem, der er nævnt nedenfor. Følg disse links for at lære, hvordan du forbinder din forretning til hver platform:
- Shopify
- adMixt
- BigCommerce
- CedCommerce
- ChannelAdvisor
- CommerceHub
- DataCaciques
- Ecwid
- Feedonomics
- GoDaddy
- Magento
- OpenCart
- Quip
- Shift4Shop
- Wix
- WooCommerce
Når du har forbundet din e-handelsplatformkonto til din Facebook-forretning, kan du administrere dit katalog direkte fra partnerplatformen. Ændringer vil automatisk blive synkroniseret med Facebook. For at se de seneste synkroniseringer kan du gå til Commerce Manager > Katalog > Datakilder.
Facebook anbefaler ikke at ændre dit katalog direkte i Commerce Manager, når du har opsat en partnerintegration.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man opretter en Facebook-forretning
Hvordan opretter man hurtigt og nemt en forretning på Facebook?
Den hurtigste og nemmeste måde at oprette en Facebook-forretning på er ved at oprette en virksomhedsside og derefter forbinde dit produktkatalog. Sørg for, at din forretning har billeder af høj kvalitet og engagerende produktbeskrivelser. Overvej at bruge Facebook-annoncer til at drive trafik til din forretning, og brug kundernes kommentarer og feedback til at forbedre dit produkttilbud og strømline shoppingoplevelsen.
Hvordan tilføjer man produkter til en Facebook-forretning?
Hvis du bruger Shopify eller en anden understøttet e-handelsplatform, vil produkter fra din e-handelsbutik automatisk blive synkroniseret med din Facebook-forretning. For at tilføje produkter manuelt skal du gå til Facebook Commerce Manager > Katalog > Datakilder > Tilføj manuelt.
Koster det noget at oprette en forretning på Facebook?
Det koster ikke noget at opsætte en Facebook-forretning. Meta opkræver et gebyr på 5 % pr. forsendelse. Hvis du bruger Shopify Payments, vil du blive opkrævet dine sædvanlige gebyrer fra Shopify, ikke fra Meta.


