Traditionel bogudgivelse kan være en udfordring. Du sender et udkast, venter på svar, der måske aldrig kommer, og forsøger at forblive positiv i mødet med en potentiel afvisning. Selv hvis du sikrer dig en forlægger, skal du bruge måned efter måned på at forhandle om kreativ retning og profitdeling.
Men der er en anden vej. Det er nemlig muligt at skrive, redigere, udgive og sælge din bog udenom de traditionelle forlæggere.
Vi talte med Julie Broad, forfatter til Self-Publish & Succeed og grundlægger af den amerikanske selvudgivelsestjeneste Book Launchers, om fordelene ved udgivelsesformen, og hvordan man kommer i gang.
Vil du gerne blive klogere på, hvordan man selvudgiver en bog? Så er du havnet det rette sted.
Hvorfor selvudgive en bog?
Selvudgivelse kommer med en række fordele. For eksempel vil du have større kontrol over processen fra start til slut og beholder en større del af overskuddet (flere royalties til dig).
Behold dine intellektuelle ejendomsrettigheder
“Ved traditionel udgivelse sælger forfatteren deres intellektuelle ejendomsrettigheder til forlæggeren,” siger Julie. Nogle forfattere er komfortable med denne ordning, men det kan være problematisk for andre – især forfattere af faglitteratur.
“Hvis du er virksomhedsejer, der har brugt 20 år på at udvikle en metode, ønsker du ikke, at en forlægger skal eje den metode,” siger Julie. Det samme gælder for forfattere med personlige historier. “De vil selv bestemme, hvordan deres historie skal præsenteres.” For disse forfattere har selvudgivelse den fordel, at de kan bevare deres intellektuelle ejendomsrettigheder.
Tjen flere penge pr. solgt bog
I traditionel udgivelse går salget til forlaget, som derefter betaler royalties til forfatteren. Disse royaltysatser kan være små (i USA). “Du er heldig, hvis du får en dollar pr. solgt trykt bog,” fortæller Julie.
Med selvudgivelse betaler du distributionsgebyrer, men uden at et forlag tager en stor del, tjener du flere penge på hver bog – omkring 35-40 kr. pr. solgt trykt bog, ifølge Julie.
Kontroller dine forretningsmæssige og kreative beslutninger
Som selvudgiver bestemmer du, hvad der skal ske med din bog. “Du kan give den væk gratis, hvis du vil, du kan sælge den i større partier til rabat, eller du kan bytte bøger for medieomtale eller deltagelse til et event på en scene,” siger Julie. “Når du er hos en forlægger, skal de tjene penge pr. solgt bog.” Dette betyder, at de måske begrænser disse muligheder.
Du kan endda sælge din selvudgivne bog til en forlægger senere. “Nogle forfattere selvudgiver deres bog og indgår derefter en traditionel aftale med et forlag, når det giver mening for dem,” siger Julie. “Du er aldrig bundet af selvudgivelse.”
Sådan selvudgiver du en bog i 8 trin
- Kend din læser
- Arbejd med de rigtige redaktører
- Skab et iøjnefaldende omslag
- Vælg din udgivelsesplatform
- Formater din bog
- Få et ISBN
- Opret en Shopify-butik
- Markedsfør din bog
Din selvudgivelsesrejse vil se anderledes ud end andre forfatteres, men nedenfor finder du nogle grundlæggende trin, der guider dig igennem processen til, hvordan man selvudgiver en bog.
1. Kend din læser
“Det er en god idé at overveje, hvordan du vil markedsføre din bog, før du er færdig med at skrive den,” siger Julie. Dette betyder ikke, at du skal i gang med at lave en komplet markedsføringsstrategi – det handler om at forstå din læser.
“Vær så specifik som mulig,” siger Julie. “Skriv ikke med alle in mente – identificer din læser, og tal til dem med de ord, de bruger.” Hvis du har en klar læser i tankerne, vil det gøre selve skrivningen og udgivelsen lettere. “Mange mennesker skriver deres bog og forsøger først derefter at finde ud af, hvordan de skal markedsføre den. Men det kan være virkelig svært at tilpasse en bog og gøre den klar til at blive markedsført, efter den er færdig.”
2. Arbejd med de rigtige redaktører
Din bog kommer til at konkurrere med traditionelt udgivne bøger i de samme butikker og på de samme markeder. For at opnå en lige så poleret bog, anbefaler vi, at du arbejder med disse typer redaktører i følgende rækkefølge:
- Indholdsredaktør (content editor): Denne gennemgår dit manuskript og foreslår strukturelle ændringer, såsom at skære passager fra eller tilføje nye.
- Faktatjekker: Denne er vigtig, hvis du skriver en faglitterær bog. Få en til at faktatjekke dit værk for at verificere dine påstande og din forskning.
- Andenlæser (copy editor): Denne polerer dit manuskript ved at komme med forslag til grammatik og stavning.
- Korrekturlæser: Denne person foretager en sidste gennemgang for at fange eventuelle resterende fejl før offentliggørelse.
“Mange ender med den forkerte redigering på det forkerte tidspunkt, fordi de ikke er klar over, at der findes forskellige typer redaktører,” siger Julie.
Som selvudgiver vælger du selv dine redaktører. Find for eksempel freelance-redaktører gennem:
- Reedsy (publikationsspecifik)
- Upwork
- Fiverr
- Unite and Write
3. Skab et iøjnefaldende omslag
Dit omslag er din bogs primære visuelle salgsargument på tværs af online forhandlere, markeder og din online butik. Når du designer dit omslag eller arbejder med en designer, så tænk som en marketingmedarbejder:
- Design til miniaturebilleder: Dit omslag vil fremstå mindre i de fleste online butikker, så hav dette in mente, når du designer et miniaturebillede for din bog.
- Gør din titel let at læse: Hjælp læserne med at huske din bog.
- Overvej ryggen og bagsiden: relevant for salg af fysiske bøger.
Du kan med fordel finde omslagsdesignere gennem de samme freelance-platforme, du brugte til at finde en redaktør. Hvis du er god til selv at designe, kan du også prøve kræfter med gratis værktøjer som:
4. Vælg din udgivelsesplatform
Når dit manuskript er finpudset, og omslaget er færdigt, er det tid til at udgive. Du kan bruge flere platforme afhængigt af, hvordan du planlægger at sælge din bog.
Mange platforme tilbyder print-on-demand-tjenester, hvor bøger trykkes og sendes fra salgsstedet. Denne tilgang hjælper med at holde omkostningerne lave, eliminerer dyre lageromkostninger og sparer dig tid ved at outsource produktion og distribution. Andre print-on-demand-muligheder inkluderer Lulu Direct, som kan integreres med Shopify, og Blurb, som inkluderer designværktøjer til fotobøger.
5. Formater din bog
Før offentliggørelse skal du forberede din bog med professionel formatering. Undersøg udgiverplatformens krav tidligt, da de kan variere mellem forlag.
De fleste selvudgivelsesfirmaer har brug for to filer: din manuskriptfil og din omslagsfil til ydersiden af din bog (forside, ryg og bagside).
Når du formaterer dit manuskript, skal du inkludere disse nøgleelementer:
- Trim og margener: Indstil din sidehøjde og -bredde (trim) i henhold til platformens muligheder, og bestem derefter margenstørrelser.
- Halv-titel side: Placer dette på den første højre side med kun din bogs titel – ingen sidetal.
- Titelside: Inkluder dit navn og undertitel på denne side. Du kan tilføje dit logo, men det er valgfrit for selvudgivere.
- Copyright-side (kolofon): Placer dette på den første venstre side efter titelsiden med dine copyrightoplysninger. Hvis du er usikker på, hvad du skal inkludere, kan du bruge denne praktiske skabelon.
- Dedikationsside: Hold dette kort – en eller to sætninger på den næste højre side, uden sidetal eller overskrifter.
- Indholdsfortegnelse: List dine kapitler og sektioner med deres tilsvarende sidetal.
- Titelsider for kapitler: Start hvert kapitel med en titelside. Inkluder sidetal, men spring overskrifterne over.
- Brødside: På almindelige sider skal du tilføje sidehoveder med dit navn på de venstre sider og bogtitel på de højre sider.
- Bibliografi og referencer: Inkluder disse i faglitterære bøger for at kreditere dine kilder.
- Forfatterbio: Tilføj et billede af dig selv og en kort biografi.
- Indeks: I faglitterære bøger skal du opliste emner alfabetisk og deres sidetal bagerst i bogen.
6. Få et ISBN
Din bog skal have et International Standard Book Number (ISBN) – en 13-cifret kode, der identificerer din bogs udgave, forlægger og fysiske egenskaber.
ISBN'er hjælper med at spore din bog på tværs af platforme, biblioteker og markeder. De beviser også dit ejerskab af indholdet, hvilket gør dem essentielle for selvudgivere.
Mange selvudgivelsesplatforme tilbyder gratis ISBN'er. Hvis din ikke gør, kan du få et universelt ISBN online.
7. Opret en Shopify-butik
Opret en online butik til at sælge din bog, selvom du bruger andre online distributionskanaler eller lokale boghandlere.
“En af grundene til, at vi opfordrer vores kunder til at sælge direkte, er, at tjenester som for eksempel Amazon og boghandlere ikke fortæller dig, hvem der køber din bog,” siger Julie. “Når du sælger direkte, tjener du ikke kun flere penge pr. solgt bog, men du indhenter også dine kunders kontaktoplysninger. Det er en stor fordel i forhold til blot at sælge gennem Amazon og aldrig få at vide, hvem der faktisk købte din bog.”
Julie sælger sin bog gennem sin egen Shopify-butik. “Vi har testet mange forskellige platforme, og vi elsker, hvordan man med Shopify kan skabe et sted, der hjælper forfatteren med at lykkes,” siger Julie. “Når alt er sat op, er det nemt for en forfatter at administrere. Shopify går ind og håndterer mange af de butikselementer, som en forfatter ikke nødvendigvis har lyst til at blive belastet med”, f.eks. oprettelse af tilbudspakker og mersalg.
8. Markedsfør din bog
“Det er ligegyldigt, hvor god din bog er – den skal markedsføres,” siger Julie. Din markedsføringsstrategi bør være i overensstemmelse med din målgruppe. Prøv disse tilgange:
- Del uddrag på sociale medieplatforme: Udgiv prøver af dit skriv for at engagere læserne, og link derefter til købssiden for din bog.
- Opbyg læseranmeldelser: Ræk ud til dine første læsere, og bed om at lave en ærlig anmeldelse. Brug apps som Opinew og Trustify, der kan integreres med Shopify for at håndtere anmeldelser.
- Samarbejd med sociale medie-influencere: Arbejd med influencere, hvis publikum matcher dine mållæsere for at udvide din bogs rækkevidde.
- Kontakt litterære medier: Kontakt online magasiner og podcasts inden for din genre for at komme til at lave interviews eller indhente anmeldelser. Følg relevante medier i din niche for at opbygge relationer.
- Skab værdifuldt indhold: Tilføj en blog til din Shopify-butik for at tiltrække læsere. Udvikl en SEO-venlig indholdsstrategi for at forbedre din synlighed i søgeresultaterne.
Hvor meget koster det at selvudgive en bog?
Nu ved du lidt mere om, hvordan man selvudgiver en bog, men hvad koster det? Hvert trin i selvudgivelsesprocessen vil medfører omkostninger. Du kan dog holde udgifterne nede ved at udføre en del af opgaverne selv. Nedenstående dele af selvudgivelsesprocessen vil sandsynligvis koste penge.
Redigering
Redigeringsgebyrer afhænger af hvilken type redigering, der er nødvendig, fra korrektur til udviklingsredigering, som kan koste over 50 kr. pr. side. For en typisk roman på 60.000 ord kan de samlede redigeringsomkostninger overstige 18.000 kr.
Omslagsdesign og formatering
Professionelt omslagsdesign kan variere fra et par hundrede kroner til tusinder, afhængigt af designerens omdømme. Sætningsarbejde kan derimod håndteres ved hjælp af gratis eller billige software, som Vellum og Atticus.
ISBN'er
Et International Standard Book Number (ISBN) er et must, hvis du planlægger at sælge din bog i butikker eller online. I Danmark er det dog ikke et lovkrav at bestille ISBN’er – men de gør det væsentlig nemmere for biblioteker og forhandlere at finde din bog. Det er muligt at få op til 100 numre gratis, derefter løber der omkostninger på, men du kan spare penge ved at købe flere koder ad gangen. Du kan læse mere om bestilling af ISBN’er samt priser hos Dansk ISBN-kontor.
Trykning og forsendelse
For forfattere, der er interesserede i at producere fysiske kopier af deres bøger, påvirker valget af størrelse, papir, farve og indbindingstype betydeligt omkostningerne. En sort-hvid paperback på mindre end 108 sider kan koste så lidt som 15 kr. pr. bog, mens en standard 300-siders paperback koster 35 kr. pr. bog med KDP (Amazons udgivelsesplatform).
Markedsføring
Endelig er opgaven med at promovere din bog næppe gratis, selvom du står for din egen markedsføring. Omkostningerne til online og trykte annoncer varierer fra et par kroner for basale annoncer på sociale medier til tusinder for at vinde plads i velrenommerede litterære magasiner.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man selvudgiver en bog
Hvad er den gennemsnitlige omkostning ved at selvudgive en bog?
Omkostningerne ved selvudgivelse afhænger af din bogs størrelse og kompleksiteten af indholdet. Hvis du anvender en gør-det-selv-tilgang, kan du forvente at bruge omkring 35.000 til 45.000 kr. Hvis du ønsker, at din bog skal matche kvaliteten af en traditionel udgivelse, kan det godt komme op at koste mellem 100.000-150.000 kr.
Hvor svært er det at selvudgive en bog?
Selvudgivelse går hurtigere end traditionel udgivelse, men du skal selv håndtere alle udgivelsesopgaver – fra ansættelse af redaktører til markedsføring af bogen. Hvis du vil selvudgive en bog, der sælger, kan du forvente at skulle investere betydelig mængder tid, energi og penge i processen.
Skal jeg registrere ophavsret på min selvudgivne bog?
I henhold til dansk ophavsret er din selvudgivne bog automatisk beskyttet, når du offentliggør den. Nogle forfattere vælger at indgive et valgfrit ophavsretscertifikat for at beskytte deres arbejde i lande, der ikke anerkender automatisk ophavsret, og for at gøre deres arbejde berettiget til inkludering i Det Kongelige Bibliotek.


