Som ejer af en lille virksomhed kan det være både spændende og udfordrende at eksperimentere med nye og innovative måder at få dine produkter ud til dine kunder på. En pop op-butik er en effektiv strategi, der giver dig mulighed for at interagere med kunderne ansigt til ansigt, mens de præsenteres for dine produkter og dit brand fysisk, hvilket samtidig øger salget i processen.
Hvis du har overvejet at gøre din online forretning fysisk, men er blevet afskrækket af omkostningerne og forpligtelsen, kan en pop op-butik være den rette løsning for dig. I dette indlæg udforsker vi, hvorfor det er tid til at prøve kræfter med detail og guider dig samtidig igennem selve lanceringen, markedsføringen og evalueringen af din pop op-butiks succes.
Uanset om du er en erfaren sælger eller en spirende iværksætter, kan denne omfattende guide hjælpe dig med at få succes med din næste pop op-butik.
Hvad er en pop op-butik?
En pop op-butik er en type detailbutik, der åbner i en begrænset periode på en specifik lokation, som en tom detailplads, en eksisterende fysisk butik eller et mad- eller kunstmarked. Pop op-butikker kan se meget forskellige ud – de kan f.eks. have form som en bod, en kiosk eller være kompakte fritstående butikker.
En virksomhed kan vælge at starte en pop op-butik af flere årsager: for at imødekomme trends eller en sæsonbestemt efterspørgsel, for at teste forbrugerens efterspørgsel efter nye produkter eller tjenester, eller endda for at prøve kræfter med en midlertidig detailplads.
Pop op-konceptet, også kendt som flash retailing, giver nye, digitale brands en ideel mulighed for at afprøve nye og unikke shoppingoplevelser, som online platforme ikke er i stand til at replikere. Vigtigst er det, at du med en pop op-butik ikke behøver at påtage dig den økonomiske risiko og forpligtelse, der er forbundet med at have en permanent butik, for at deltage i den fysiske detailhandel – fordi du simpelthen lagerfører dine produkter i et eksisterende rum.
Hvad er fordelene ved en pop op-butik?
- Skaber en personlig forbindelse
- Tiltrækker opmærksomhed
- Tester potentielle fysiske lokationer
- Afhændelse af ældre lager
Hvis du overvejer at udvide din e-handelsvirksomhed til fysiske butikker, lancere en ny produktlinje eller henvende dig til et nyt målmarked, kan en pop op-lokation være et godt første skridt i den rigtige retning.
Skaber en personlig forbindelse
Ifølge en undersøgelse fra IBM Institute for Business Value fra 2024 synes de fleste forbrugere stadig, at fysiske shoppingoplevelser er attraktivt. Den globale undersøgelse af 20.000 forbrugere rapporterede, at 73 % gik i fysiske butikker, når de købte varer. Ligesom traditionelle butikker giver pop op-butikker dig mulighed for at interagere med dine kunder og dermed give dem en personlig shoppingoplevelse. Eftersom du engagerer dig med kunderne på et mere intimt niveau, kan det være lettere at opbygge kundeloyalitet.
Tiltrækker opmærksomhed
En midlertidig pop op-butik med en bestemt slutdato kan meget vel udnytte forbrugernes frygt for at gå glip af noget. Denne taktik udnytter en særlig type markedsføring, der er kendt som FOMO-markedsføring (FOMO: fear of missing out). FOMO-markedsføring står bag 60 % af salget, hvilket indikerer, at mange forbrugere anser FOMO som værende grund nok til at købe.
Tester potentielle fysiske lokationer
Pop op-butikker kræver mindre startkapital og investering end traditionelle fysiske butikker, hvilket gør dem til et ideelt testmiljø. En succesfuld pop op-butik kan hjælpe med at afgøre, om din virksomhed er klar til at ekspandere til en fysisk detailbutik.
Afhændelse af ældre lager
Pop-up butikker kan være en effektiv måde at komme af med og sælge ældre lagervarer på. Inkorporer visuelle merchandising elementer i friske displays for at tiltrække nye kunder. Tilbyd særlige rabatter, f.eks. “køb én, og få én gratis”, eller sælg produkter i bundter. Der findes flere strategier, du kan prøve af, for at opmuntre til impulskøb.
Typer af pop op-butikker
- Pop op-butik i forbindelse med markedsføring
- Sæsonbestemt pop op-butik
- Eksperimentel pop op-butik
- Virtuel pop op-butik
- Shop-in-shop
Der er mange typer pop op-butikker at overveje, afhængigt af dine forretningsbehov og mål. Nedenfor finder du nogle eksempler.
Pop op-butik i forbindelse med markedsføring
Markedsførings-pop-op-butikker er den type pop-op, som brands bruger til at skabe opmærksomhed omkring en ny produklancering, rebranding-kampagne eller virksomhedslancering. Her vil din pop op-butik fungere som et led i den overordnede markedsføringsstrategi for detailvirksomheden.
Sæsonbestemt pop op-butik
Sæsonbestemte pop op-butikker udnytter sæsonbestemte karakteristika til at drive trafik og øge salget. Den mest almindelige type sæsonbestemt pop op-butik er dem, der dukker op i juletiden – f.eks. som en del af de julemarkeder, der afholdes rundt omkring i Danmark. Mange amerikanske virksomheder udnytter netop denne type butik i løbet af den travle shoppingsæson, som står for mere end en fjerdedel af deres årlige salg. Så hvorfor ikke gøre det samme?

💡 PRO TIP: Overvejer du at åbne en midlertidig pop op-butik? I stedet for at købe POS-udstyr, kan du tilmelde dig Shopifys Hardware-udlejningsløsning for at komme i gang med at sælge hurtigt og effektivt.
Eksperimentel pop op-butik
Som navnet antyder, er en eksperimentel pop op-butik en, hvor en virksomhed eksperimenterer med nye produkter, markeder, merchandising eller detailoplevelser, før de ekspanderer i større skala.
Eksperimentelle pop op-butikker giver virksomheder mulighed for at være innovative, teste idéer af og bringe kreative produkter eller koncepter ud til et publikum, de måske ikke ellers ville nå. Tag for eksempel MOMENT Marketplace, en pop op-butik i USA, der debuterede i oktober 2023. Det er et eksperimenterende koncept, hvor udstillingen løbende skifter tema og præsenterer varer fra lokale kunsthåndværkere. Denne form for pop op-butik kan desuden give virksomhedsejere værdifuld indsigt i kundernes reaktioner og feedback.
Virtuel pop op-butik
Virtuelle pop-up butikker åbner muligheden for en interaktiv, virtuel shoppingoplevelse, hvor kunderne kan browse produkter i en digital butik. Disse typer pop op-butikker simulerer en fysisk shoppingoplevelse ved at lade kunderne tjekke din butik ud på en virtuel måde og derigennem interagere med dit brand.
I modsætning til en traditionel webshop, giver virtuelle pop op-butikker en interaktiv 360-graders shoppingoplevelse.

Shop-in-shop
En shop-in-shop er en butik, der etableres i en allerede eksisterende forretning. Detailhandlere lejer typisk en del af butikken for at have et sted, hvor de kan sælge deres produkter. Det gode ved at lancere en pop op-butik i en allerede eksisterende forretning er, at du på den måde vil kunne udnytte butikkens eksisterende kundetrafik. Det hjælper dig samtidig med at spare penge på husleje og indretning i processen.
💡 PRO TIP: Tap to Pay på iPhone for Shopify POS er den hurtigste måde at komme i gang med at sælge dine produkter på ved begivenheder, markeder eller hvor som helst dine kunder er. Download Shopify POS-appen på din iPhone for at acceptere kontaktløse betalinger uden at skulle købe hardware eller en kortlæser.
Sådan opsætter du en pop-up butik i 7 enkle trin
- Vælg eventplads
- Vælg geografisk lokation til din pop op-butik
- Beslut butikstype, indretning og udseende
- Indsaml nødvendige juridiske dokumenter
- Book stedet for din pop op-butik
- Markedsfør din pop-op
- Evaluer præstationer
Vil du gerne vide, hvordan du opsætter en pop op-butik? Her er alt, hvad du skal vide samt syv enkle trin til, hvordan du kommer i gang.
1. Vælg eventplads
Det er vigtigt at finde det rigtige sted til din pop-up butik. Overvej at arbejde sammen med en detailagent, netværke med andre små virksomheder i lokalområdet eller bruge apps til at finde tilgængelige pladser. Når du evaluerer en detailplads, bør du bede om at få et omfattende overslag over din månedlige betaling, og hvad der er inkluderet.
Der er flere almindelige steder, der kan bruges til at opsætte pop op-butikker:
- Tomme butikslokaler
- Indkøbscentre eller shoppingcentre
- Shop-in-shops (eksisterende butikker med ekstra plads)
- Gallerier eller eventpladser
- Pop op-busser eller andre mobile alternativer
2. Vælg geografisk lokation til din pop op-butik
For at vælge den bedste lokation til din pop-up butik er det vigtigt at udføre markedsundersøgelser. Dette inkluderer at vælge en lokation baseret på faktorer som tilgængelighed, tendenser i kundetrafik, målgruppe og lejeomkostninger. I forbindelse med alt dette bør du overveje følgende:
- Hvad er butikkens mål?
- Er huslejen og andre lejeomkostninger overkommelige?
- Betragtes nabolaget eller gaden som et område med høj trafik?
- Vil de forbipasserende være potentielle kunder?
Hvis du ønsker at lancere en ny badetøjskollektion, kunne det f.eks. være en god idé at vælge et sted nær en strand. Hvis du overvejer at foretage et permanent skift til fysisk detailhandel, bør du bruge tilgængelige salgsdata til at identificere, hvor størstedelen af dine nuværende kunder befinder sig.
💡TIP: For at se, hvor dine kunder er placeret, og om de er samlet i bestemte byer eller kvarterer, kan du med fordel tjekke rapporten “Kunder efter lokation” i Shopify admin.
3. Beslut butikstype, indretning og udseende
For at beslutte den passende indretning eller udseende kræver det, at du kender og forstår dit publikum, dets behov og ønsker, samt designpsykologi. Hvis du vil leje en eksisterende detailplads, så tænk over, om butikslayoutet og designet passer til det, du gerne vil sælge?
Den måde, din butik fremstår på (både indvendigt og udvendigt), afhænger også af de typer produkter eller tjenester, der sælges. For eksempel, hvis du sælger drager, kan du oprette en udendørs pop op-butik, der afspejler den lette og luftige stemning ved dit produkt – samt den legende og ungdommelige energi hos dine kunder. Du kan med fordel hyre en designkonsulent til at hjælpe med disse opgaver.
Her er en tjekliste over faktorer, der kan være nyttige i din beslutningsproces:
- Kvadratmeter. Er stedet stor nok til, at kunderne nemt ville kunne se, mærke og føle produkterne?
- Internetadgang. Er der Wi-Fi på stedet? Er der adgang til højhastighedsinternet, så din POS-software kan køre problemfrit?
- Lagerplads. Er der et lager eller andet opbevaringsrum på stedet, så det er nemt at opbevare lager og skjule eventuelt lagerrod?
- Tyverisikring. Har stedet tilstrækkeligt med overvågningskameraer eller alarmsystemer, der kan hjælpe med at overvåge og forhindre tyveri?
- Displayplads. Er stedet udstyret med de nødvendige displayplatforme til at vise dine produkter eller materialer?
- Facade. Er der et fortov ude foran butikslokalet, der kan generere kundetrafik? Vil kunderne nemt kunne afhente deres varer i eller foran butikken?
- Skiltning. Er der skiltning på stedet, og hvis ja, må du så tilpasse det?
- Parkeringsmuligheder og adgang med offentlig transport. Er der gratis parkering på stedet, eller skal man betale? Eller kan man tage toget eller bussen dertil?
4. Indsaml nødvendige juridiske dokumenter
Afhængigt af den region eller kommune, hvor du etablerer din virksomhed, samt faktorer som branche, pop op-butikkens åbningsperiode, virksomhedens størrelse og antal ansatte, kan der være krav om specifikke licenser eller tilladelser, som du er forpligtet til at indhente for at kunne drive butikken lovligt.
For eksempel kræver mange byer en tilladelse til at sælge mad og alkohol. Hvis du planlægger at servere champagne ved åbningen, skal du indhente den relevante tilladelse. Kontakt de lokale myndigheder for at få mere information om licens- og tilladelseskrav, så du sikrer, at du handler i overensstemmelse med reglerne.
Derudover kan du få brug for erhvervsforsikring eller anden kommerciel forsikring. Konsulter en ekspert i risikostyring for at sikre, at de rette forsikringspolicer er på plads for at beskytte din virksomhed.
5. Book stedet for din pop op-butik
Kontakt ejendomsmæglere direkte for at tjekke, om de har nogen tilgængelige butikslokationer til en pop op-butik.
Når du booker et sted, vil det typisk indebære, at du underskriver en detaillejeaftale. Under en sådan aftale er du lejeren og får eneret til at benytte lokalet i den periode, begge parter har aftalt – lejeperioden. Aftalen fastsætter også, hvad du må foretage dig i lokalet (fx ændringer, åbningstider) og andre væsentlige vilkår. Gennemlæs lejekontrakten grundigt eller få en advokat til at gennemgå den for dig.
6. Markedsfør din pop-op
Få budskabet ud om din kommende pop-up ved at arbejde sammen med andre lokale virksomheder for at promovere den.
Mund-til-mund-markedsføring kan være en effektiv måde at udvide din rækkevidde på. Denne type forretningsforhold kan hjælpe på flere måder – lokale virksomheder kan nævne din pop op-butik i deres sociale medie-feeds mod en unik rabatkode eller tilbud. For eksempel kan hotelgæster modtage en kupon på 10 % rabat på et af dine unikke produkter.
Brug dine egne markedsføringskanaler, såsom sociale medier og e-mail-markedsføring, til at promovere din fysiske butik. Pop up-butikker kan også fungere som en fantastisk platform til at indsamle kontaktinformation, der lader dig holde kontakten med kunderne (eller potentielle kunder) bagefter.
Derudover kan du starte e-mailkampagner og køre målrettede annoncer på sociale medier for at øge trafikken til din online butik – og måske endda opleve en stigning i salget efter lanceringen af pop op-butikken. Alternativt kan du styrke kunderelationerne gennem e-mailmarketing, for eksempel ved at udsende nyhedsbreve.
7. Evaluer præstationer
Når du lukker pop op-butikken, vil du gerne identificere dens succes ved at vurdere, om du nåede butikkens mål og KPI'er.
Ved at udføre en salgsanalyse, eller evaluere dine succeser og fiaskoer, kan du bedre bestemme, om fysisk salg er en effektiv salgskanal for dig. Her er et par måder at evaluere din pop op-butiks succes på:
- Undersøg salgsmetrikker. Når du udfører salgsanalyse, skal du overveje vigtige data såsom salg efter dato, kunde, produkt og medarbejder.
- Mål kundetraffiken. Du kan måle kundetrafik ved hjælp af tællere som Dor for at lære mere om, hvor mange mennesker der går ind i din butik.
- Analyser sociale medie-data. Engagement på sociale medier kan drive trafik til din online butik og vice versa med dine pop op-butikker. Med de rette analyseværktøjer til sociale medier kan du spore brandede hashtags på platforme som Instagram, YouTube, og TikTok.
Eksempler på pop-up butikker
Det kan virke som en svær og grænseoverskridende opgave at skulle komme op med idéer til din næste pop op-butik, men det behøver det ikke at være. Nedenfor giver vi tre eksempler på succesfulde pop op-butikker:
Pop Up Grocer
Pop Up Grocer er en New York-baseret detailhandler, der tænkte ud af boksen for at skabe unikke, oplevelsesbaserede pop op-butikker.
Pop Up Grocer er en innovativ dagligvarebutik med en online tilstedeværelse og en flagshipstore beliggende i New York. Den henvender sig strategisk til den næste generation og fører mere end 600 mærker – med fokus på mindre, nye, kreative og bæredygtige brands.
Dagligvarebutikken startede som blot en 10-dages pop op-butik på Manhattan, “delvist fordi vi ikke havde penge”, siger grundlægger Emily Schildt. Konceptet udviklede sig derefter til en omrejsende dagligvarebutik, der dukkede op i 30 dage i hver by, det besøgte. Pop Up Grocer når fortsat ud til nye kunder takket være sine pop op-butikker – og det er heller ikke usædvanligt, at lokale leverandører sælger deres varer der også.
Plant Man P
Plant Man P er et streetwear-brand for dem, der elsker stueplanter. Så det gav mening at samarbejde med plantebutikken The Sill i New York om at lancere en shop-in-shop for brandets produkter i 2021.
“Vi besluttede at lave et t-shirt design med teksten ’Plant Care Is Self Care’, trykt i et layout med et uendelighedssymbol, fordi vi mener, at plantepleje er selvomsorg, og omvendt,” siger grundlægger Jon Perdomo. “Vi elsker, at vi kan gå ud og møde folk i samfundet og hjælpe på enhver måde, vi kan, hvad enten det er plantepleje eller selvomsorg og alt derimellem.”
Warby Parker
Brilleforhandler Warby Parker startede ud som et digitalt brand, før de gik videre til at prøve kræfter med den fysiske detailhandel ved at opføre en pop op-butik i en bus. Deres eksperiment viste sig at blive en succes, og virksomheden begyndte at åbne butikker. Brandet har nu mere end 230 detailbutikker og flere på vej.
Tag din pop op-butik til næste niveau
En pop op-butik handler ikke kun om hurtige salg. Den fungerer som et strategisk redskab, der kan styrke dit brand, nå nye målgrupper og fastholde loyale kunder. Konceptet giver plads til at eksperimentere med idéer, indsamle værdifulde data og skabe en nærværende oplevelse, som forankrer dit brand i folks bevidsthed.
Forbrugernes vaner ændrer sig hele tiden, men én ting forbliver den samme: Pop op-butikker giver digitale brands og iværksættere en tilgængelig vej ind i den fysiske detailverden. Det er en genvej til ægte menneskelig kontakt og et springbræt til vækst.
Ofte stillede spørgsmål om pop-op-butik
Hvad er en pop op-butik?
En pop op-butik er en midlertidig fysisk butik, som brands bruger til at præsentere nye produkter, tiltrække nye kunder og styrke kendskabet til deres navn. De dukker typisk op på travle steder som shoppinggader, centre eller andre populære områder.
Hvad koster det at åbne en pop op-butik?
Prisen afhænger af konceptet. I Danmark kan du finde lejemål til pop-up-butikker fra nogle få tusinde kroner for kortere perioder, mens større og mere permanente butikskoncepter kan koste betydeligt mere. Beliggenhed, størrelse og varighed spiller en afgørende rolle. En portal viser bl.a. flere pop-up-lokaler til leje i Danmark med månedlige lejer allerede fra ca. kr. 5.300 for 105 m2.
Hvordan tjener pop op-butikker penge?
Pop op-butikker skaber salg både fysisk og online. De giver kunderne mulighed for at møde brandet personligt, få svar på spørgsmål og opleve produkterne i virkeligheden, hvilket ofte fører til øget tillid og flere køb.
Hvordan markedsføres en pop op-butik?
Der findes mange måder at skabe opmærksomhed omkring en pop op-butik. Indgå samarbejder med influencere og skabere, brug sociale medier til at skabe buzz, opsæt geografisk målrettede annoncer på Instagram og del information via din mailingliste.


