E-handelsbranchen er vokset gevaldigt og rummer nu et stort udvalg af forretningsmodeller og måder at levere produkter på.
Derfor kan det være svært at vide, hvor man skal begynde, hvis man vil starte sin egen e-handelsvirksomhed. Vores guide er et godt sted at starte. To virksomheder, der begge arbejder med e-handel, kan nemlig se vidt forskellige ud. I denne artikel gennemgår vi de seks vigtigste typer af e-handel og kigger nærmere på deres fordele og ulemper, så du nemmere kan finde den model, der passer til dig og din virksomhed.
6 typer e-handel
Business to consumer: B2C
I en business to consumer virksomhed (B2C) er det private forbrugere, der besøger webshoppen, og virksomheden sælger eller kuraterer sine egne produkter. Målkunden er en slutbruger, som køber produktet til sig selv eller som gave til en anden.
En B2C e-handelsvirksomhed køber typisk varer fra en tredjepartsleverandør og videresælger dem til forbrugerne. Fordelen er, at du kan købe produkter i større mængder til en lav pris og sælge dem videre med fortjeneste. Du kan også indsamle data om dine kunder, så du bedre kan nå ud til dem med relevant markedsføring.
Ulempen er, at konkurrencen er benhård. Der er mange andre forhandlere, som forsøger at nå præcis de samme kunder inden for samme niche. Det kan sagtens lade sig gøre at skille sig ud, men det kræver et tydeligt unikt salgsargument og en god forståelse for målgruppen.
Eksempler på B2C e-handel
Kylie Cosmetics
Kylie Cosmetics er et skønhedsbrand, der blev grundlagt af Kylie Jenner. Virksomheden producerer sine egne produkter og sælger dem direkte fra sin webshop.
Allbirds
Sneakerbrandet Allbirds er et B2C-brand, der sælger sko fra sin egen webshop. De har også et par fysiske butikker, så kunderne kan opleve produkterne i virkeligheden.
Bombas
Bombas producerer sit eget tøj og sælger det direkte til forbrugerne gennem sin e-handelsbutik.
Business to business: B2B
Når en virksomhed sælger produkter eller tjenester til en anden virksomhed online, kaldes det business to business e-handel, og det skrives som regel som B2B.
B2B-webshops er ofte tilpasset store ordrer, hvor der købes hundredvis eller tusindvis af enheder ad gangen. De tilbyder typisk et højt serviceniveau, specielle aftaler og fleksible løsninger til kunder, der har behov for skræddersyede bestillinger.
Fordelen ved denne e-handelstype er, at du ikke har brug for ret mange kunder for at skabe en god omsætning. Én enkelt B2B-kunde kan stå for flere store ordrer om året. Selvom avanceprocenten ofte er lavere end ved B2C, tjener man det ind igen på volumen.
Eksempler på B2B e-handel
Costco
Costco fungerer som grossist og sælger produkter i større partier til andre virksomheder gennem sine mange varelagre.
Alibaba
Alibaba forbinder købere og leverandører online. Leverandørerne sælger produkter i større partier til lave priser, hvilket gør platformen til en populær løsning for DTC-brands, der skal købe lager til videresalg.
HubSpot
HubSpot sælger CRM-software til virksomheder. Da deres produkter ikke er rettet mod private forbrugere, regnes virksomheden for at være en B2B e-handelsvirksomhed.
Consumer to consumer: C2C
Consumer to consumer-virksomheder er markedspladser, hvor privatpersoner kan sælge deres egne ting direkte til andre privatpersoner.
eBay er det mest kendte eksempel. Her kan alle sælge stort set alt lige fra brugt elektronik til samlerobjekter uden at skulle registrere en virksomhed.
C2C-markedet har været domineret af store platforme som eBay, Etsy og gratis alternativer som DBA og Facebook Marketplace. Men nyere apps har vist, at der stadig er plads til specialiserede platforme med en mere tilpasset brugeroplevelse.
Eksempler på C2C e-handel
Vinted
Vinted er en app til køb og salg af tøj. Det er kun privatpersoner, der kan liste varer, hvilket gør platformen til et rent C2C-univers.
Poshmark
Poshmark fungerer også som en mobil markedsplads og bruges især til mode. Brugere kan uploade deres tøj og sælge det til andre.
Craigslist
Craigslist var en af de første store online markedspladser. Den forbinder lokale købere og sælgere i hele USA og bruges ofte til at sælge brugte ting i ens lokalområde.
Consumer to business: C2B
Consumer to business går den modsatte vej af traditionel e-handel. Her er det privatpersonen, der sælger noget til en virksomhed.
Et eksempel er LuxeCollective, som køber luksusmode fra private sælgere i stedet for at købe varer fra leverandører. C2B-modellen kan også dække salg af billeder, licenser, freelancearbejde og andre tjenester, hvor en privatperson leverer noget, virksomheden betaler for.
Eksempler på C2B e-handel
Upwork
Upwork er en markedsplads for professionelle ydelser. Virksomheder hyrer freelancere til opgaver inden for design, tekst, IT, marketing og meget mere. Privatpersoner sælger altså deres kompetencer til virksomheder.
Airbnb
Airbnb ejer ikke selv størstedelen af de boliger, der lejes ud. I stedet vælger privatpersoner at udleje deres hjem gennem platformen. Det gør Airbnb til en C2B-virksomhed.
Shutterstock
Shutterstock betaler fotografer og designere for at uploade billeder. Virksomheder og medier kan derefter købe licenser til brug. Pengestrømmen går altså fra virksomhed til privatperson, som i en C2B-model.
Business to administration: B2A
Business to administration (B2A) beskriver en e-handelsmodel, hvor virksomheder sælger produkter eller tjenester til offentlige myndigheder. Hvis du fx udvikler software og sælger regnskabsløsninger til SKAT, arbejder du efter B2A-modellen. Denne form for handel kaldes også nogle gange business to government e-handel.
Virksomheder, der arbejder med denne e-handelstype, håndterer ofte store ordrer og lange salgscyklusser. Der er mange regler for, hvad det offentlige må købe, og budgetterne kan være begrænsede. Det betyder, at processen med at få godkendelser og få aftalerne i hus kan være langsommelig og kræve tålmodighed. Meget af arbejdet handler om at sælge, dokumentere og opbygge gode relationer til beslutningstagere.
Til gengæld har B2A-virksomheder ofte brug for langt færre kunder for at skabe en solid forretning. Et par få offentlige kontrakter kan være nok til at opretholde en stabil omsætning. I en traditionel B2C-virksomhed skal du som regel have tusindvis af kunder for at opnå det samme.
Eksempler på B2A e-handel
Offentlig software
OpenGov er et eksempel på en virksomhed, der leverer software til det offentlige. Mange myndigheder har ikke budget til at udvikle egne systemer og vælger derfor at købe færdige løsninger fra virksomheder som OpenGov.
Fjernundervisning
Universiteter, skoler og andre uddannelsesinstitutioner betragtes i nogle tilfælde som administrative enheder. Virksomheder, der sælger software, tjenester eller udstyr til disse institutioner, arbejder derfor ofte efter en B2A-model.
Sundhedsforsikring
Nogle virksomheder administrerer sundhedsforsikringer som en del af deres personalegoder. De fungerer som bindeled mellem arbejdsgivere og offentlige instanser, og derfor falder de ind under B2A-kategorien.
Customer to administration: C2A
Customer to administration fungerer på samme måde som B2A, men her er det privatpersoner, der foretager transaktioner til offentlige myndigheder, i stedet for virksomheder.
Eksempler på C2A e-handel
Indkomstskat
Det mest oplagte eksempel på C2A er indkomstskat. Når borgere betaler deres skat til skattemyndighederne, går pengestrømmen fra privatperson til myndighed.
Tilbagebetaling af SU-lån
Når tidligere studerende betaler deres SU-lån tilbage, overfører de penge til en uddannelsesinstitution eller statslig enhed. Derfor betragtes denne type betaling også som en C2A-transaktion.
Sådan vælger du en model til din e-handelsvirksomhed
1. Undersøg dit målmarked
Gode virksomheder starter med et klart publikum i tankerne. Det er deres behov, frustrationer og ønsker, der bør forme dine produkter. Hvis du fx gerne vil hjælpe nybagte mødre med at spise sundere gennem økologiske måltider, så find en gruppe af dem og stil spørgsmål som:
- Elsker du at handle ind, eller vil du helst gøre det så hurtigt som muligt?
- Værdsætter du variation i din mad eller foretrækker du faste rutiner?
- Foretrækker du at købe stort ind frem for at handle lidt ad gangen?
- Køber du typisk de samme varer igen og igen, eller skifter det ofte?
- Er du villig til at betale ekstra for et mere kvalitetsrigt produkt?
Svarene giver dig vigtig indsigt i, om du skal tilbyde ét produkt eller et større udvalg, om en abonnementsmodel er realistisk, og om du har budget til en forretningsmodel med lavere avance, som fx en markedsplads eller dropshipping.
2. Visualiser den virksomhed, du ønsker at drive
Nye virksomhedsejere er ofte optimistiske fra start, men når du vælger mellem forskellige e-handelstyper, er det vigtigt at tænke realistisk og strategisk.
Nogle forretningsmodeller kræver store investeringer og mere administration som fx B2B og B2A. Andre modeller som engros eller C2C fungerer bedst, hvis du allerede har stærke relationer til leverandører eller et eksisterende netværk. Hvis du vurderer dine kontakter, dine ressourcer og hvor meget tid du vil bruge på driften, kan du letterebeslutte, hvilken model der passer bedst til dig.
3. Analyser dine færdigheder
Din virksomhed bygger på dine styrker. Dine færdigheder kan være en stor konkurrencefordel og de bør helt klart spille ind, når du vælger mellem de forskellige typer af e-handel.
- Hvis du er god til produktudvikling, er en model, hvor du sælger direkte til forbrugerne, muligvis det rette valg for dig
- Hvis du er en haj til branding og sociale medier, kan white label eller private label være en oplagt mulighed
- Hvis du er bedst til hele kundeoplevelsen fra webshop til udpakning, kan dropshipping eller markedspladser være et godt match
- Hvis du arbejder med lave omkostninger og effektiv produktion, kan B2C-engros være fordelagtigt
Tag næste skridt i din e-handelsvirksomhed
E-handel er efterhånden en moden branche med mange gennemprøvede forretningsmodeller. Det betyder også, at der findes et væld af virksomheder, du kan lære fra.
Når du forstår de forskellige typer af e-handel, dit publikum og dine egne styrker, kan du vælge en model, der passer bedst til dig uanset om det er B2B, B2C eller en kombination af dem. Når du har valgt din overordnede retning, kan du beslutte, om det skal være abonnementer, private label, engros eller en anden struktur, der passer ind i din valgte kategori.
Ofte stillede spørgsmål om typer af e-handel
Hvad er de forskellige typer af e-handel?
- B2C: Business to consumer (en virksomhed sælger til forbrugere)
- B2B: Business to business (en virksomhed sælger til en anden virksomhed)
- C2C: Consumer to consumer (en privatperson sælger til andre privatpersoner)
- C2B: Consumer to business (en privatperson sælger til en virksomhed)
- B2A: Business to administration (en virksomhed sælger til offentlige myndigheder)
- C2A: Customer to administration (en privatperson sælger til offentlige myndigheder)
Hvad er den bedste type e-handel?
- Direct to consumer
- Engros
- Dropshipping
- Private labeling
- Abonnementer
Hvordan starter jeg en e-handelsvirksomhed?
- Vælg en forretningsmodel: Beslut dig for, om du vil opbygge din egen webshop, lave en skræddersyet løsning eller bruge en eksisterende platform
- Vælg et produkt eller en tjeneste: Undersøg markedet grundigt, og find ud af, hvad du vil sælge
- Opret dit website: Sørg for at bruge et funktionelt og brugervenligt design
- Opsæt sikre betalingsløsninger: Vælg de betalingsmetoder, du vil acceptere som fx kreditkort og PayPal
- Promovér din virksomhed: Brug sociale medier, e-mailmarketing, SEO og andre kanaler til at nå ud til kunderne
- Overvåg og optimer: Hold løbende øje med din performance, kundeservice og salg samt overordnede strategi.


