Twitch kan være en unik måde at opbygge en virksomhed på. På platformen kan seere følge indholdsskabere, der spiller videospil og livestreamer andre former for underholdning, fra afslappende ASMR-lydbade til “bare snak”-streams.
Jo flere der ser ens livestreams, desto flere penge kan man tjene. Nogle indholdsskabere tjener tusindvis af kroner om måneden på deres Twitch-kanaler.
I denne artikel kan du læse mere om, hvordan man tjener penge på Twitch.
Hvad er Twitch?
Twitch er en livestreaming-platform for indholdsskabere, der spiller videospil, e-sport, musik og mere i realtid, ofte mens de taler med deres publikum. Den mest populære indholdskategori på platformen er videospil, og der streames mere end 3.000 unikke spil på hvert tidspunkt i døgnet.
Twitch viser live kanaler, som seerne kan følge, samt kategorier, som de sandsynligvis har interesse i.
Seerne har mulighed for at finde relevant indhold ved at scrolle ned ad startsiden, browse i Twitch-kataloget og søge efter specifikke typer video. De kan også abonnere på deres yndlingsstreamere mod et lille månedligt gebyr.
Mange Twitch-streams eksisterer også udelukkende for at give folk mulighed for at chatte med hinanden, og brugere kan browse chatrum for at finde emner, de er interesserede i. Alt i alt kan man sige, at denne livestreaming-platform har utallige anvendelsesmuligheder. Men hvis du vil vide, hvordan man tjener penge på Twitch, så er det afgørende at starte med at finde en populær niche for din kanal for at sikre en stabil indkomst.
Hvad er Twitch Affiliate-programmet?
Twitch Affiliate-programmet er et af de to officielle programmer, som Twitch tilbyder indholdsskabere, så de kan tjene penge på deres kanaler og dermed måske også deres hobby. Twitch kontakter automatisk de konti, der opfylder deres krav for at blive affiliates.
Som indholdsskaber kan du blive bedt om at tilmelde dig Twitch Affiliate-programmet, hvis du opfylder følgende fire krav:
- Har 50 følgere
- Streamer i otte timer
- Streamer på syv forskellige dage
- Opnår tre seere i gennemsnit
Sådan tjener du penge som Twitch-affiliate
Når din kanal opfylder kravene for at blive affiliate, bliver du informeret på dit Twitch-dashboard, hvormed du får mulighed for at komme i gang med at bruge affiliate-funktioner.
Twitch Affiliate-programmet åbner op for to måder at tjene penge på din kanal på:
Twitch-abonnementer
Når du bliver optaget i Twitch Affiliate-programmet, kan du oprette abonnementer på din egen kanal direkte på Twitch. Abonner-knappen vises nederst i højre hjørne på din livestream, og følgerne kan klikke på den for at lære mere om de fordele, de får ved at abonnere.
Se, hvordan den populære streamer Ninja har sat sit abonnement op:
Nogle af de fordele, du kan tilbyde dine abonnenter, er brugerdefinerede humørikoner i chatten, abonnent-badges, der vises ved siden af følgerens navn i chatten, reklamefri visning og eksklusivt indhold kun for abonnenter.
Twitch tilbyder tre forskellige abonnementer, der koster fra 5,99 USD om måneden. Kig forbi deres side om lokale priser for at se eventuelle opdateringer.
Twitch Bits
En anden fordel ved at være Twitch-affiliate er Twitch Bits, som er en form for virtuel valuta, som seere kan købe for at sende indholdsskabere "cheers", mens de streamer.
Indholdsskabere modtager typisk 0,01 USD for hver Bit, de modtager under en stream. De kan sætte grænser for det minimale antal Bits, en følger skal sende for at støtte dem.
Twitch-kanalejere kan også oprette brugerdefinerede Cheermotes (humørikoner, der er unikke for en kanal), som seerne kan bruge, når de sender “cheers”. Jo flere Bits de bruger, desto mere spændende bliver deres Cheermote.
Ugens top-støttere vises i stream-chats, som du kan se et eksempel på nedenfor. Her modtog en indholdsskaber 41.700 Bits, hvilket svarer til cirka 417 USD, kun fra deres top 10-støttere:
Hvad er Twitch Partner-programmet?
Twitch Partner-programmet er et mere eksklusivt program for Twitch-indholdsskabere med etablerede publikummer. Det betragtes som et højere niveau af Twitch Affiliate-programmet, og man skal ansøge om at deltage i det.
Optagelseskravene er ikke helt så klare, men du skal have et etableret og engageret publikum, streame regelmæssigt og være rollemodel for dine følgere.
I Path to Partner achievement dashboard skal du også opnå disse milepæle:
- Streame i 25 timer
- Streame på 12 forskellige dage
- Opnå 75 seere i gennemsnit (samtidige visninger ekskl. visninger fra anbefalinger, raids og indlejringer)
Sådan tjener du penge som Twitch-partner
Når du bliver Twitch-partner, kan du køre annoncer under dine streams. På den måde kan du generere endnu mere indkomst. Denne strategi er dog mest effektiv, hvis dit seertal er højt, da du får betalt for antallet af visninger per annonce.
Ifølge et Quora-svar fra en Twitch-streamer kan man tjene 1-10 USD per 1.000 annoncevisninger. Så hvis du har færre end 1.000 seere per streamingsession, tjener du næsten ingenting per annonce.
Men hvis du har en stor livestream med tusindvis af seere, kan det være en god måde at generere ekstra indtægter på, hvis du kører en hurtig annonce 1-2 gange i timen.
7 tips til, hvordan man tjener penge på Twitch
- Modtag donationer
- Inkluder affiliate-links i din profil
- Opret en Patreon
- Søg brand-sponsorater og partnerskaber
- Sælg merchandise
- Opret en YouTube-kanal
- Tilbyd coaching
Udover Twitch' officielle programmer tilbyder platformen mange andre måder at tjene penge på. Hvis du lige er begyndt som kanalejer på Twitch, skal du huske, at det kan tage tid at opbygge dit publikum.
For at kickstarte din kanal skal du streame regelmæssigt og vælge populære spil eller andet indhold, som seerne ønsker at se. Her er nogle tips til, hvordan du kan tjene penge på Twitch.
1. Modtag donationer
Som nybegynder kan du endnu ikke oprette abonnementer, men du kan stadig modtage donationer fra folk, der ser dine livestreams. Opret en Donate-knap gennem et tredjepartsfirma som PayPal, eller brug en tjeneste som Streamlabs til at oprette en støtteside og begynde at få ekstra penge gennem drikkepenge og donationer på din Twitch-kanal.
Tag et kig på, hvordan en kanalejer, MuTeX, har sat sin profil op. Der er oprettet flere paneler med links til andre sociale medier, deres abonnementsmuligheder og en Donate-knap for Twitch-følgere, der ønsker at støtte kanalen:
2. Inkluder affiliate-links i din profil
For at tjene penge på affiliate-marketing på Twitch kan du indsætte links til nogle af dine yndlingsprodukter i din Twitch-profil, så alle kan browse og købe de varer, der interesserer dem. Dette er metoden, som streameren Alixxa bruger på sin profil:
Bag hvert af ovenstående billeder er der et affiliate-link, så Alixxa kan få en procentdel af prisen for de produkter, hendes følgere køber, hvilket yderligere øger hendes månedlige indtægter.
Du kan også indsætte affiliate-links i chatten, så seerne kan foretage et køb, når du nævner et produkt i din Twitch-livestream.
For at tilføje affiliate-links til din profil eller chat skal du først tilmelde dig dine yndlingsvirksomheders affiliate-programmer og blive godkendt. Alternativt kan du tilmelde dig platform-specifikke affiliate-programmer som Amazon Associates. Med dette program kan du nævne Amazon-produkter og inkludere affiliate-links til dem på din kanal. Hver gang en seer bruger dit link til at købe produktet på Amazon, tjener du provision.
3. Opret en Patreon
Da nye indholdsskabere på Twitch ikke straks kan oprette Twitch-abonnementer, kan Patreon være et godt alternativ, hvor du kan begynde at tjene penge direkte fra dine abonnenter.
Patreon er en monetiseringsplatform, der giver indholdsskabere mulighed for at tilbyde abonnementer med forskellige prisniveauer og brugerfordele. Med Patreon kan indholdsskabere fastsætte deres abonnementspriser og angive, hvilke fordele der følger med hvert prisniveau. For eksempel kan du tilbyde en personlig shout-out til abonnenter på et bestemt niveau.
4. Søg brand-sponsorater og partnerskaber
Brand-sponsorater og partnerskaber med virksomheder kan være en stærk monetiseringsstrategi for store Twitch-kanaler. Mens nogle brands drager fordel af at samarbejde med mikro-influencers (indholdsskabere med mellem 10.000 og 100.000 følgere), ønsker brands stadig at sikre sig, at de indholdsskabere, de sponsorerer, har et stort nok seertal til, at partnerskabet er værdifuldt.
Brand-sponsorater og partnerskaber kan tage forskellige former. En af de måder, du kan promovere et brand på, er ved at nævne deres produkt eller service i din livestream. Denne type reklame kan føles mere naturligt, fordi du som indholdsskaber fortæller dit publikum om et produkt eller en service under en almindelig livestream.
Som indholdsskaber skal du dog informere seerne om, hvorvidt du bliver betalt for at nævne det pågældende produkt eller service. Derudover skal du ifølge Twitches servicevilkår også angive, at Twitch ikke står bag din reklame, ved hjælp af følgende disclaimer: “Dette er en kampagne af [dit navn]. Twitch sponsorerer og støtter ikke denne kampagne og er ikke ansvarlig for den”.
En anden måde at arbejde med brands på er at lade dem sponsorere en hel livestream. Twitch-kanalejere, der samarbejder med brands, kan vise navnet på deres sponsorer i titlen på deres livestream. Denne strategi med sponsoreret indhold får som regel endnu flere øjne på brandet og dets tilbud, selvom seerne måske går glip af de enkelte øjeblikke, hvor du faktisk nævner dem.
5. Sælg merchandise
Dit eget merchandise kan være en profitabel indtægtskilde. Du kan sælge varer som t-shirts, tæpper, hættetrøjer, kuglepenne og kasketter med dit logo eller design på.
Du kan oprette en butik på en e-handelsplatform som Shopify, som giver dig mulighed for at sælge merchandise og generere indtægter, samtidig med at du styrker dit brand.
6. Opret en YouTube-kanal
Overvej at oprette en YouTube-kanal, så dit publikum kan se og dele dit indhold uden for Twitch-platformen. Ved at tjene penge på din YouTube-kanal får du mulighed for at generere ekstra indkomst.
7. Tilbyd coaching
Overvej at dele med dit publikum, at du tilbyder tjenester til kommende Twitch-indholdsskabere. Det kan være i form af coaching, hvor du deler ud af din ekspertise og hjælper andre med at opbygge et publikum på Twitch.
Andre tjenester, du kan overveje at tilbyde, er:
- Profiltilpasning
- Grafisk design til paneler og bannere
- Merch-design og butiksopsætning
- Opbygning af et stærkt brand som indholdsskaber
Alt, hvad du har lært at gøre gennem din Twitch-kanal, kan blive en værdifuld tjeneste for nye kanalejere.
Hvor mange penge kan man tjene på Twitch?
Når du begynder at generere indtægter, udbetaler Twitch dine penge hver 15. dag via PayPal, så længe der er mere end 50 USD på din konto. Hvis du foretrækker betaling via bankoverførsel, skal du vente, indtil du har tjent 100 USD.
Det beløb, du kan tjene på Twitch, afhænger i høj grad af, hvor mange brugere der konsekvent ser dit indhold, og hvor ofte du livestreamer. Mens et større publikum normalt betragtes som nøglen til at øge din indkomst, kan faktorer som dyrere abonnenter og større donationer også påvirke dine indtægter.
For at give et estimat på, hvor meget kanalejere på Twitch kan tjene per måned, har Streamer Facts indsamlet noget data i 2022:
|
Gns. seertal per livestream |
Estimeret månedlig indkomst |
|
5-10 |
50-200 USD |
|
20 |
200-400 USD |
|
50 |
500-750 USD |
|
100 |
1.000-1.500 USD |
|
1.000 |
5.000 USD |
|
5.000 |
13.000 USD |
|
10.000 |
30.000 USD |
Husk, at det kan tage tid at opnå et gennemsnit på 5-10 seere per livestream, så Twitch er ikke nødvendigvis den bedste måde at tjene hurtige penge på. Men hvis dit mål er at leve af professionel gaming, så er det bare om at komme i gang med Twitch.
Sådan opbygger du et publikum på Twitch
- Find din niche
- Engager dine seere
- Byg dit netværk
- Forfin din personlige brand og online tilstedeværelse
Der er flere skridt, du kan tage for at opbygge dit Twitch-publikum. De inkluderer:
1. Find din niche
Ved at finde din niche kan du opbygge et publikum, der er interesseret i det specifikke indhold, du skaber og streamer. Hvis din kanal er ufokuseret og skifter mellem Fortnite-spil og livemusik fra dag til dag, bliver det svært at tiltrække og fastholde et dedikeret publikum, der er interesseret i dit indhold.
I stedet skal du vælge et enkelt fokusområde. Hvis du f.eks. dedikerer din kanal til Minecraft-streaming, kan du opbygge et publikum af ligesindede gamere.
2. Engager dine seere
Populære indholdsskabere på Twitch ser ud som, at de bare spiller spil og taler med deres publikum, men i virkeligheden har de gjort sig uundværlige på platformen. Hvis du vil blive god til at engagere dit publikum, er det best practice at:
- Se andre streamere for at få idéer om strategier
- Være en dygtig gamer
- Tale med seerne under livestreams
- Interagere med seerne gennem chats
- Være vært for særlige events for kanalens abonnenter
- Holde regelmæssige Twitch-livestreams
Alt dette kan hjælpe dig med at tiltrække et loyalt publikum, der forbliver engageret i dit indhold.
3. Byg dit netværk
For at opbygge en stærk Twitch-kanal bliver du nødt til at se og interagere med andre indholdsskabere. På den måde kan du opbygge et fællesskab, og hvis du bliver venner med andre kanalejere, kan I også begynde at livestreame sammen som en måde at dele og vækste jeres publikummer på.
Hvid du vil opbygge dit netværk, skal du også være aktiv i live chats, når du ser en indholdsskaber. Dette er en anden effektiv måde at promovere din kanal på og øger chancerne for, at seerne klikker på din profil og begynder at følge dig.
4. Forfin din personlige brand og online tilstedeværelse
Twitch kan ikke være det eneste sted, du promoverer dine livestreams. Overvej at oprette en hjemmeside (eller i det mindste en merch-side) samt konti på YouTube, det sociale medie X, Instagram og andre sociale medier.
Ved at opbygge et personligt brand og være aktiv på flere sociale medieplatforme – som bl.a. TikTok og Facebook – øger du din samlede rækkevidde, hvilket hjælper endnu flere seere med at opdage din Twitch-kanal.
Opret en Twitch-konto, og begynd at tjene penge
Hvis du ønsker at tjene penge på livestreaming, kan du starte med at oprette din egen Twitch-kanal. Følg denne guide til, hvordan man tjener penge på Twitch, og opbyg dit publikum for at omsætte dit videoindhold til kroner og øre.
Er du på udkig efter andre måder at tjene penge på? Overvej at læse denne guide med 28 idéer til at tjene penge online.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man tjener penge på Twitch
Hvordan tjener nybegyndere penge på Twitch?
- Donationer
- Patreon-abonnementer
- Twitch-abonnementer
- Twitch Bits
- Twitch Partner-program
- Twitch-annoncer
- Brand-sponsorater og partnerskaber
- Merchandise
- Affiliate marketing
- YouTube-kanal
Hvor mange penge tjener indholdsskabere på Twitch?
Som indholdsskaber på Twitch kan man tjene alt fra 50 USD om måneden (ved 5-10 seere per stream i gennemsnit) til så meget som 30.000 USD om måneden, hvis ens gennemsnitlige seertal per stream når 10.000.
Hvor mange visninger skal man have for at blive betalt på Twitch?
For at blive optaget i Twitch Affiliate-programmet skal du have mindst 50 følgere og et gennemsnit på tre eller flere samtidige seere over de seneste 30 dage. For at blive optaget i Twitch Partner-programmet skal du have et gennemsnit på 75 samtidige seere eller flere over 30 dage. Husk, at jo flere regelmæssige seere du har, desto mere vil du typisk blive betalt. Se Twitch’ optagelseskrav for at få flere oplysninger.
Hvad kan forhindre Twitch-kanalejere i at tjene penge?
De største grunde til, at nogle indholdsskabere ikke tjener penge på Twitch, er at de ikke sender regelmæssigt, at de har for få følgere, og at de ikke optimerer deres indtægtsstrømme på Twitch.


